Vær hilset gode borgere! Jeg ser, I er på vandring, ligesom jeg selv. Jeg går netop her i udkanten af landsbyen Hillerød og venter på, at min vogn og heste er klar til, at vi kan drage videre. Og imens grubler jeg over nogle store planer, som er ved at tage form.
Almindeligvis residerer jeg sammen med min hustru, dronning Dorothea, på mine slotte i København, Nyborg, Koldinghus og Landskrona -citadellet i Skåne. Men for tiden er jeg på rejse i det nordsjællandske, for der er endnu engang stridigheder, som jeg skal tage mig af. For tiden opholder mig på Æbelholt – det tidligere kloster. Som I naturligvis er klar over ophørte klosterfunktionen ved reformationen for ca. 20 år siden. Men jeg anvender stadig bygningerne som residens, når jeg er på disse kanter.
Nu går jeg her og grubler over udfordringerne med Favrholm. Igennem snart flere år har der været stridigheder imellem mine to lensmænd; Herluf Trolle til Hillerødsholm gods og Andreas von Barby til Favrholm gods, og siden Peder Oxe til Favrholm. Der synes at være stor uenighed om grænserne imellem de herres jorde. Det var guddødeme ikke for at skabe stridigheder, at jeg i det Herrens år 1547 solgte Favrholm med tilhørende vandmølle, Egespur landsby og 10 andre gårde til min politiske rådgiver Andreas von Barby. Jeg må nu i øvrigt sige, at han ved sin dygtighed kun har øget størrelsen på Favrholm gods. Han er minsandten en sand inspirator, når det kommer til godssammenlægninger. Helt så begejstret er min rigsråd Herluf Trolle dog ikke, han føler sig tilsyneladende snydt. Som I nok ved, har han gennem sit ægteskab med fru Birgitte Gøye erhvervet sig Hillerødsholm, der ligger derinde på den lille ø i søen her ved landsbyen Hillerød. Hillerødsholms jorder strækker sig helt ud mod Favrholm, som jo ligger ca. ½ mil mod syd. Og netop fordi de to ejendomme nu grænser op imod hinanden, er ejerne blevet uenige om, hvor grænserne skal gå. Det tossede er, at det er moserne derude, de er uenige om. Og selv efter at von Barby solgte Favrholm til Peder Oxe fortsætter stridighederne.
Jeg har gennem årene været nødt til at involvere mig i sagen flere gange, men konflikten bliver ved med at blusse op. Og jeg har virkelig ikke tid til deres pjat, for siden jeg blev konge, har jeg haft nok at se til: Først og fremmest var jeg stærkt involveret i reformationen som gudsketakoglov betød, at vi kunne komme af med det katolske pak, og vi nu kan følge den gode Martin Luthers lære om den protestantiske tro. Og så var det jo ikke dårligt, at reformationen også betød, at jeg kunne overtage klostervæsnets jorde, en tredjedel af landet ejede klostrene, men nu tilhører al den jord kronen! Det har skam krævet meget arbejde sidenhen at skabe ro og stabilitet her i landet, men også det er lykkedes, selv det at skabe gode relationer til adlen – det har skam været vigtigt! Derfor er det også så forstyrrende, at jeg igen har været nødt til at drage hertil, for at tage del i denne lille sag i Favrholm. Men jeg er nu godt klar over, at for de herrer er det ikke en lille sag, næ den har skam stor betydning for deres politiske arbejde og alliancer. Derfor kan jeg også kun være interesseret i, at de når til enighed og at sagen falder på plads. Måske kan jeg også selv få glæde af sagens udvikling. For på det seneste har jeg mistet tilliden til Peder Oxe, og jeg vil nu kræve at han afstår nogle af sine ejendomme til mig. Jeg vil have Favrholm med mølle og landsbyen Egespur. Planen er at nedlægge denne landsby, så jeg kan bruge jorden bedre.
Men I kan jo selv tage ud og se på området, så vil I kunne forstå, at det er et mageløst sted, som igennem århundreder har været af stor betydning. Her hvor vi står nu er jo blot en lille landsby uden særlig betydning, næ Favrholm – dét er stedet hvor der skal ske udvikling!
