Spring menu over

Hej, dejligt at møde dig. Jeg hedder Kirsten og er borgmester i Hillerød Kommune. Jeg er glad for at du kommer forbi, for så har jeg muligheden for at fortælle dig om det store byudviklingsprojekt som vi er i gang med i Favrholm. Det er et byudviklingsprojekt som er det største i Hillerød Kommune, og et af de største i landet. Når bydelen Favrholm står færdig, vil her være boliger til 9.000 mennesker, uddannelser, kultur, idræt, kontorer, andet erhverv og Hospital Nordsjælland. Når Favrholm er helt udbygget, vil her være op til 4.000 boliger og 10.000 arbejdspladser, og bydelen har allerede sin egen togstation, Favrholm Station med S-tog og Lokaltog.

Vi har store ønsker for Favrholm. Måske undrer du dig over, hvad det er jeg holder i mine hænder. Vi kalder det livskraft, og det vil få stor betydning for Favrholm. Jeg har sammen med resten af byrådet besluttet at vi skal skabe en bydel, der emmer af livskraft. En bydel med livskraft, tænker du måske? Ja, det vil sige, at bydelen bygges, så den skaber gode rammer for den sociale, den fysiske og den mentale sundhed og livskvalitet hos kommende beboere i og brugere af bydelen.

Men hvordan ser en bydel med livskraft ud fysisk? Den består af forskellige typer boliger og funktioner, som skal indbyde til forskellige typer af aktiviteter og fællesskaber på tværs af generationer, hvor vi kan hjælpe hinanden. Vi ønsker på den måde at eksempelvis ældre mennesker kan blive i deres eget hjem på en god måde i længere tid, når de får hjælp fra naboer.

Livskraft betyder en bydel med mulighed for at være aktiv hele livet. I Favrholm sikrer vi det med store grønne landskabskiler mellem bykvartererne, som giver de kommende beboere mulighed for at bevæge sig og mødes med andre beboere. Den første grønne landskabskile har vi allerede etableret, og gjort til en del af Pionerjagten, hvor du på din tur kan møde personer fra fortiden og fremtiden.  

Som du måske har lagt mærke til er Favrholm omgivet af store naturområder. Disse grønne områder trækkes helt ind i bydelen med landskabskilerne og –fællederne og skal fungere som grønne forbindelseslinjer for beskyttede dyrearter som spidssnudet frø og stor vandsalamander. Visse steder i Favrholm er udpeget som beskyttede naturområder og er hjemsted for de beskyttede dyrearter. De steder friholdes for byggeri, så vi bliver med ved at skabe god livsbetingelser for de spidssnudede frøer og de store vandsalamandere. 

For at skabe en aktiv hverdag, har vi besluttet, at Favrholm skal bestå af mange fælles områder, som vi kan deles om, og vi anlægger forskellige slags stier, som skal gøre det nemt for gående, løbende og cyklende at komme rundt. I den sydlige del af Favrholm planlægges et nyt fodboldstadion samt et idrætsanlæg med hele ni fodboldbaner. Her vil der både være plads til bevægelse og fællesskaber og idræt, på både højt niveau og for alle, der bare har lyst til fodbold.

Hver gang jeg er i Favrholm, går jeg forbi byggepladsen til det nye hospital, som med sin runde firkløver form er skøn at se på. Med sin særlige arkitektur er hospitalet et eksempel på, hvordan vi tænker hospitaler i fremtiden. Hospitalets arkitektur er nytænkende og skal være helende for de kommende patienter. Nordsjællands Hospital bygges og indrettes med fokus på, at patienter skal føle sig tilpas fysisk og mentalt og give indlagte patienter mere privatliv. Her er kun 1-sengsstuer til gavn for patienternes privatliv og for at undgå smitte.

Hele byggeriet præges af træ, som skal give en følelse af varme og naturlighed. Med det nye hospital sættes der en høj standard for den arkitektoniske kvalitet i Favrholm, og hvordan vi tænker en bydel med livskraft.  

Måske du har tænkt på, hvordan alle de nye beboere og de ansatte, besøgende og patienter skal kunne komme til Favrholm? Både veje og stier er noget af det første som er ved at blive bygget. Desuden er Favrholm Station allerede klar til både at betjene S-tog og Lokaltog. Stationen kommer til at give hele Hillerød Kommune og Nordsjælland et stort løft med bedre bæredygtig transport. Man kan nemt komme til hospitalet fra det meste af Nordsjælland, men også videre til uddannelser og arbejdspladser i Hillerød eller på job ind mod København. Hvor mange byer som vores har to S-togstationer? Favrholm Station ligger kun 600 m fra hospitalet.

Måske bor du selv i Hillerød og har lagt mærke til, at der hvert år flytter flere mennesker til Hillerød Kommune.  For at vi kan gøre Favrholm til vores egen bydel, skal vi både dele drømme og ønsker for Favrholm, og i gang med at bruge området med det samme. Derfor besluttede byrådet i 2021 at skabe et midlertidigt sted, som hedder Favrholm Pionercamp. Her kan du følge udviklingen af Favrholm, og du kan bruge campen til en picnic, en foreningsaktivitet, et møde eller noget helt 4. Vi har sat en stor tavle op i campen, hvor du kan skrive dine ønsker og drømme for Favrholm, så vi sammen kan være med til at skabe spændende og sunde bymiljøer, mens bydelen gradvist bygges.

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle dig, hvornår hele Favrholm er færdigbygget, men det er svært at sige. Men som du nok kan se, er vi i fuld gang!  

Borgmester Kirsten Jensen
Logo