Favrholm Pionercamp
Favrholm Pionercamp er et kunstværk og et mødested, som skal være med til at skabe liv i Favrholm. Ved du, at du har mulighed for at låne pionercampen til et arrangement?
Favrholm Pionercamp er et kunstværk og et mødested. Tanken med stedet er at skabe liv i Favrholm, at skabe et mødested, hvor man kan høre om byudviklingen og knytte Hillerød og Favrholm sammen. Vi kalder det kulturel byggemodning.
Favrholm Pionercamp tager form over tid, men er lige nu en midlertidig bygning i form af en container med en overdækket terrasse og toilet.
Favrholm Pionercamp kan bruges af alle. Her kan foreninger, kulturinstitutioner, borgere, bygherrer og kommunen få afprøvet en
god idé til en aktivitet. Pionercampen kan være et værksted til nyt byrumsinventar eller teststed til events, udstillinger og koncerter, så vi
sammen fra start kan gøre Favrholm til et levende sted at bo, arbejde eller bare hænge ud.
Hvor ligger Pionercampen?
Du kan komme ud til Pionercampen på cykel eller til fods. Der er 3 muligheder.
Cykel- og gangstien som starter på Milnersvej mellem Hotel Hillerød og Frederiksborg Centret.
Cykelsti- og gangstien fra Roskildevej langs den nye Favrholm Alle.
Fra Favrholm Station ved at følge Hestehavevej hen til tunellen, som fører under Overdrevsvejen og fortsætte lige ud til Pionercampen.
Den Danske Pilgrimsrute går gennem Favrholm og Pionercampen
De fleste har nok hørt om Caminoen – den populære vandrerute i Sydeuropa. Men vidste du, at der også findes pilgrimsruter i Danmark og at en af dem går gennem Favrholm? Ruten begynder i Helsingør og ender i Ballerup, og der er overnatningsmuligheder, smukke kirker, klostre, søer, slotte og skove undervejs. Du skal bare følge skiltene med muslingeskallen.
Læs mere på Foreningen af Danske Santiagopilgrimmes hjemmesideHar du spørgsmål til Pionercampen?
Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om pionercampen kan du kontakte:
Julie Fischer-Nielsen, Kulturkonsulent, jufi@hillerod.dk
Karin Juhl, Kulturkonsulent, karj@hillerod.dk
Frederik Bohse Larsen, Byplanlægger, frela@hillerod.dk
Du kan følge Pionercampen på Instagram: @pionercamp
Plant et Flag
Eventet "Plant et flag" i juni 2021 havde besøg af omkring 25 foreninger, virksomheder og institutioner fra Hillerød Kommune, som alle udtrykte deres ønsker og drømme for Favrholm.
Eventen var med til at synliggøre, at udviklingen af Hillerøds nye grønne bydel Favrholm er i fuld gang. Samtidig var det en kickstart af Favrholm Pionercamp.