NCC skal bygge Nyt Hospital Nordsjælland

4. juli 2019
Den nordiske entreprenørvirksomhed NCC har vundet udbuddet om den 2,4 milliarder kroner store opgave med at bygge Nyt Hospital Nordsjælland.

Udover NCC bød italienske Rizzani de Eccher med østrigske Vamed, der er specialiseret i byggerier, som underentreprenør, også på opgaven.

"NCC har samlet set givet det bedste tilbud, og derfor har NCC fået opgaven. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke begge entreprenører for den ihærdige og professionelle indsats, de har leveret undervejs i forløbet. Begge virksomheder har stor erfaring med større offentlige og private byggerier, og de har udvist stor begejstring for vores megaprojekt og forståelse for den måde, vi vil gennemføre det på," udtaler Henrik Schødts, der er projektdirektør for Nyt Hospital Nordsjælland, i en pressemeddelelse.

Med tildelingen af opgaven som hovedentreprenør til NCC starter den tidlige samarbejdsfase. "Den næste tid skal NCC sammen med Nyt Hospital Nordsjælland og projektets rådgivere indarbejde optimeringsforslag for at sikre, at byggeriet kan udføres bedst muligt inden for projektets økonomi. Det er en betingelse for kontrakten," skriver hospitalet i pressemeddelelsen.
"Vi glæder os over, at vi har fundet en hovedentreprenør for byggeriet af det nye hospital i Nordsjælland. Nu håber vi, at den kommende samarbejdsfase lever op til vores forventninger, så vi snart kan se byggeriet folde sig ud i Favrholm," udtaler Per Tærsbøl, som er formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland, i meddelelsen.

I NCC’s tilbud er udførelsesplanen sat til 48 måneder, og hospitalet skal derfor efter planen være færdigt i 2023.